Canva - Two Person Standing in Silhouette Photography Foto af Pixabay
Coaching,  Følelser,  Lykke,  Personlig udvikling,  Tanker

Det kræver mod at blive lykkelig!

DET KRÆVER MOD AT VOKSE OP OG BLIVE DEN DU VIRKELIG ER!

– E. E. Cummings

Det er her vi starter. Ved den til tider glemte sandhed, at det kræver mod, at blive den, du virkelig er. Og hvorfor er det, det gør det? Jo fordi det kræver mod at være dig, være dig selv bevidst, og at stå ved den, du så rent faktisk er. Og hvad har det med lykke at gøre, kan du spørge. Det er lige præcis det, indlægget i dag handler om.

Lykkens historie

Men lad os lige starte et andet sted, for hvad er lykke egentlig overhovedet for noget? Det har mange gennem tiden forsøgt at definere, og definitionerne er alt andet end ens. Spørgsmålet er et af de ældste i filosofien og forsøgt besvaret af alt fra Aristoteles, der med begrebet Eudamonia, sætter lykke som livets højeste gode. Til Nietszche, der lidt forsimplet mener, at det at opnå magt, er lig lykke. Det er samtidig et af de seneste spørgsmål til at få fornyet opmærksomhed fra videnskaben, hvor især neurologien, sociologien og psykologien studerer spørgsmålet indgående.

Hvad er lykke?

Personligt synes jeg, at det er et af de mest spændende spørgsmål der er. De fleste, som har studeret lykke, kommer frem til to ting, der synes at være essentielle. De to ting er: oplevelsen af positivt velvære kombineret med en følelse af, at ens liv er meningsfuldt og værdifuldt.

Desværre anskuer mange lykken som noget “derude” der kan forfølges, fanges og fortæres, det er den ikke. Og jo mere vi jagter lykken, jo mere ulykkelige bliver vi. Når lykken jagtes, fokuserer vi udelukkende på dens ene ben: følelsen af positivt velvære. Vi glemmer at lykken er mere end det, og ender med at blive stresset i forsøget på at tilfredsstille den evige lyst. Det andet ben: meningsfuldhed og værdifuldhed er nemlig – viser det sig, bærende for det første ben: positivt velvære. Det vil sige at uden meningsfuldhed og værdifuldhed forgår oplevelsen af positivt velvære, nærmest inden kagen er spist op.

Hvordan bliver du mere lykkelig?

I næste indlæg kommer jeg med en række videnskabeligt dokumenteret metoder til at blive mere lykkelig, men inden vi når dertil skal vi lige se lidt nærmere på de her to ben. Vi kan jo starte med at slå fast, at det første ben, selvom det ikke er nok i sig selv, er vigtigt. Det at opleve positivt velvære er jo lige der, hvor vi føler os allermest lykkelige. Så hvordan får du mere positivt velvære i dit liv.

Det gør du ved at finde ud af, hvad det egentlig er, du gerne vil, ved at tage dig selv seriøst og at kræve, at andre også gør det. Og det er nu, vi skal snakke om mod. For selv det allerførste skridt i denne proces kræver masser af det. Tør du at mærke efter i dig, hvad det er du gerne vil?

Hvad drømmer du om?

Lad os lige stoppe op og lave en lille øvelse. Tænk på en drøm du har, noget i livet du rigtig gerne vil. Skriv den ned. Hvad forhindrer dig i at være der? I at gøre som i drømmen? Undersøg om der er noget, du er bange for? Skriv min. 3 grunde til at dit liv ikke er som i drømmen. Læs derefter videre.

  • Drømmer du urealistiske drømme, for at undgå at forholde dig til noget, som faktisk kan ske? Mange af os begår den fejl, at vi opstiller drømme der er så store og så voldsomme, at vi faktisk ikke kan forestille os selv tage del i drømmen. Hvorvidt dine drømme er urealistiske, er op til dig at vurdere. Det gør du ved at mærke efter, om du faktisk ønsker at dit liv bliver som i drømmen? Hvis ikke du faktisk ønsker et sådant liv, har du højest sandsynligt overvurderet et aspekt af livet, uden at tage resten af dine værdier med dig. Det kan være du drømmer om at bo i et hus på en varm middelhavsø, men i virkeligheden ville savne dine venner, familie og hverdag for meget.
  • Eller er alle dine drømme mondæne? Tør du slet ikke drømme stort nok til at forestille dig, at også du kan være og fortjener at være lykkelig? Det her er jo så lidt i den anden ende af skalaen, men en fejl mange af os ligeså ofte begår. Vi drømmer for små drømme. Det kan være du drømmer om en bedre chef, når det du i virkeligheden ønsker er et helt andet job eller en helt anden karriere. Du drømmer om en hyggedag med dem du holder af, men i virkeligheden drømmer du om en generel omprioritering af din tid, hvor dine relationer får meget mere plads.

Drømmeøvelse

Så nu prøver vi lige igen. Denne gang med lidt mere vejledning. Når du skal mærke efter, hvad det er du egentlig drømmer om, er det vigtigt, at du starter sådan lidt omvendt.

  1. Start med at finde ud af, hvordan du godt kunne tænke dig at have det. Det er ret essentielt om du ønsker mere ro eller mere flow, om du vil have mere tilfredshed eller mere eufori. Beskriv den tilstand, du ønsker dig nøje.
  2. Overvej herefter mulige måder at komme til denne tilstand. Der kan være stor forskel på: generelt at være tilfreds og ønske lidt mere af noget, og generelt at være utilfreds og ønske at tingene var helt anderledes. Vurder hvor på den skala du er.
  3. Herefter kan du tænke på, hvad du drømmer om. Samstem det med, hvor stor en ændring du ønsker i dit liv, og den tilstand du gerne vil opnå. Du burde herefter lande på en realistisk drøm, som også opfylder det i dig, du har brug for.
  4. Til slut kan du så overveje, hvad det er, der forhindrer dig i at have det som i drømmen. Er der nogen af dine overbevisninger og tanker om dig selv, verden eller andre, der forhindrer dig i, at få det som i drømmen? Hvis der er det, bør du forholde dig til disse enkeltvis og undersøge, hvordan du kan ændre dem.

I rigtig mange tilfælde er det, der holder os tilbage fra lykken frygt. Mange bøvler en masse med frygten for at deres drømme bliver virkelige, uden at de bliver lykkelige. Andre med frygten for ikke at kunne, eller ikke at kunne magte det ansvar eller den rolle, der følger med drømmen. Det er nu jeg inviterer dig til at være modig. For hvis ikke du finder modet i dig, til at gøre det, du mener vil gøre dig lykkelig, så bliver du helt sikkert aldrig lykkelig.

Er du værdifuld nok til at være lykkelig?

Inden vi når helt til vejs ende, synes jeg lige, vi skal vende tilbage til det andet ben. Meningsfuldhed og værdifuldhed. Hvad betyder de ord for dig? For mig at se, har meningsfuldhed rigtig meget at gøre med netop det, vi talte om lige før, at leve sine drømme. At leve livet på en måde, som giver mening for dig.

Når vi taler om værdifuldhed, ser vi også lige ind i øjnene på vores eget selvværd. Føler du, at du har værdi? Føler du, at du fortjener, at udleve dine drømme? Føler du, at dit liv er værdifuldt. At du er værdifuld? Og så er vi tilbage ved modet. For det kræver mod, at se i øjnene, hvis selvværdet halter lidt. Det kræver mod at beslutte, at du er værdifuld.

Selvværd er en kompliceret størrelse, og jeg vil ikke påstå, at jeg har et quickfix, for det har jeg ikke. Men et godt sted at starte, er at blive bevidst om, hvad det er du ønsker. Når du ved, hvad du vil have, så øv dig på, at bede om det. Det kan være ret så skræmmende. Det der sker, når du gør det, er, at du tager dig selv alvorligt, hvilket helt af sig selv booster dit selvværd. Samtidig vil du opleve, at andre mennesker reagerer på det, du beder om. De vil dig faktisk gerne, og de vil oftest hellere end gerne hjælpe dig.

Du er dermed kommet igang med, ikke kun selv at arbejde dig tættere på, at få det som i din drøm, men også at få andre til at hjælpe dig med, at få det som i din drøm. Og lur mig om ikke også selvværdet følger med, når du oplever, at både du selv og andre, tager dig og dine behov alvorligt.

Lykke er noget vi gør

Vi har altså slået fast at for at blive lykkelig, er du nød til: at finde ud af, hvad der gør dit liv meningsfuldt; og, forstå din egen værdi. Hvis ikke du ved, hvad der gør dig lykkelig, hvem skal så vide det? Husk det er ikke nok at vide det, du er også nød til at tro på, at du fortjener det. Og når det er på plads, er du også nød til, at være modig nok til at bede om det!

Så hvis vi skal slå en krølle, vil jeg slutte af med et lille fif. Der findes ingen tankelæsere, sørg for at find ud af, hvad der gør dig glad og bed om det. Hav modet til at være dig, være dig selv bevidst, og at stå ved den, du så rent faktisk er.

*Vil du læse mere om lykke kan jeg anbefale Happiness, A History af Darrin M. McMahon. Den kan findes her

*Har du brug for hjælp til at finde frem til dine drømme kan du læse mere i Coaching af Sofia Manning. Den kan findes her

*Er du interesseret i mere om selvværd, har Kristin Neff udviklet en masse gode øvelser om Self-compassion.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *