Ahimsa – et liv uden lidelse

Det her er 2. indlæg i blogserien om Yama og Niyama, som de beskrives i Yoga Sutra af Patanjali. Du kan læse mere om Yoga Sutra og Patanjali her. Jeg vil gerne starte med at sige, at den her blogserie er mine fortolkninger af yama og niyama. I tusinder af år, har mennesker kontempleret for at forstå disse koncepter, så dette er blot et ydmygt bidrag som du, som læser, måske kan inddrage som en del af din kontemplation. 

Ikke-skabe lidelse

Ahimsa er den første yama og betyder ikke-vold eller det at ikke-skabe lidelse. Jeg kan godt lide oversættelsen til ikke-skabe lidelse, da jeg synes den i højere grad afspejler, det jeg finder i ahimsa. For rigtig mange virker det umiddelbart og logisk, og mange mener, at det gør de da selvfølgelig. For mig er det slet ikke så selvfølgeligt. Det er der flere grunde til. Lad os starte med Patanjalis egen indføring i ahimsa. 

I Yoga Sutra 2:35 står “I nærværet af en, der er fast etableret i ikke-vold, ophører alle fjendtligheder” (frit oversat fra engelsk til dansk efter Sri Swami Satchidanandas oversættelse)¹. 

Jeg kan bestemt ikke påstå, at alle fjendtligheder ophører i mit nærvær, og skal jeg tage Patanjalis ord for gode varer, så skyldes det, at jeg ikke lever ahimsa fuldt ud. Forstår vi ordet ahimsa lidt dybere, så giver det måske mere mening, hvorfor jeg ikke gør det.

Det ikke-voldelige liv

Ahimsa betyder ikke-skabe lidelse i vores handlinger, ord og tanker. Allerede her begynder vi at ane ordets dybde og princippets ret kraftige indvirken på hele vores liv. Ser vi til Yoga Sutra 2:34, så skriver Patanjali, at når vi har eller handler på negative tanker og handlinger som f.eks. vold, billiger andres, eller forårsager negative tanker og handlinger i andre så medfører det ignorance og lidelse.

“Vi kan selv handle ud fra usunde tanker, såsom at ønske at skade nogen, eller vi kan forårsage eller billige dem hos andre; usunde tanker kan opstå ved grådighed, vrede eller vildfarelse; de kan være milde, moderate eller ekstreme; men de ophører aldrig med at modnes til uvidenhed og lidelse. Dette er grunden til, at man skal kultivere sunde tanker.”

Yoga sutra 2:34, frit oversat fra engelsk til dansk fra Chip Hartranfts oversættelse²

Her får vi virkelig et billede af, hvor omfattende ahimsa er. Det er ikke nok, at vi selv afholder os fra direkte at skade andre, nej også muligheden for at forårsage, et ønske om at skade andre, i andre, er en måde at skabe lidelse på. Dermed ikke sagt, at vi kan kontrollere eller agere på andres vegne. Men en del af det at praktisere ahimsa, er også at være os selv bevidste om den påvirkning vi har på vores medmennesker. Det kan virke meget stort og uoverskueligt.

Jeg kan godt miste fodfæste her, og tænke, at det da på ingen måde er muligt, at have så meget overblik over mine tanker, mine handlinger og mine ord. For nej, jeg har ikke undersøgt i bund, om hver evig eneste ting jeg køber, er produceret på sådan vis, at jeg er sikker på at hverken mennesker, naturen eller dyr er blevet skadet undervejs. Om jeg får sorteret alt mit affald sådan, at det forårsager mindst mulig skade. Om min forhastede afhentning af et barn fra institution, påvirker pædagogen negativt. Eller for den sags skyld bare, om alle mine tanker er helt fri fra, at skabe lidelse hos mig selv eller andre.    

Det kan virke så uoverskueligt, at vi på forhånd nærmest får lyst til at give op. Men vi skal huske at denne yama, er den første af en grund. Mange mener, at det er den vigtigste. Og det bliver ofte sagt, at hvis man perfektionerer i at praktisere ahimsa, så behøver man ikke lære nogen anden yoga praksis, for alle de andre, er indeholdt i denne. For langt de fleste af os, tror jeg, at det at vende den om, kan gøre det hele lidt lettere. Så hvis vi, i stedet for at tænke at vi på ingen måde må skabe lidelse, hæfter os ved, at det vi skal, er at kultivere sunde tanker, så giver det måske mere mening. 

Ahimsa som en reflekteret samtale

Deborah Adele, forfatteren til The Yamas & Niyamas: Exploring Yoga’s Ethical Practice, foreslår her en metode, som jeg virkelig sætter pris på. Hun siger at ahimsa er en samtale, vi alle er inviteret til at have. En livslang samtale med os selv, hvor de store spørgsmål er “Hvad betyder det, at ikke skabe lidelse?” og “På hvilke måder skaber jeg lidelse?”. Det er to meget store spørgsmål og ikke nødvendigvis nogle med et endegyldigt svar. Ikke desto mindre er det vigtige spørgsmål, og jeg tror på, at vi ved at være i en tilbagevendende dialog med os selv om disse, mærkbart minimerer mængden af lidelse vi skaber. 

Jeg vil gerne slutte den lidt filosofiske indføring i ahimsa af med nogle overordnede overvejelser. Jeg tror at vi gennem selvindsigt, evnen til at være vidne til vores egne tanker, sindstilstande og følelser, kan komme rigtig langt. Når vi evner at se os selv og vores egne udsving, for det de er, kan vi stoppe meget af den skade vi forvolder. 

Ahimsa i hverdagen

Det var en noget højtflyvende beskrivelse af ahimsa, men jeg synes den er nødvendig, for rigtigt at forstå dybden, men også vigtigheden af denne yama. Lad os bevæge os lidt videre, til mere hverdagsagtige eksempler på hvordan og hvornår, det kan give mening at have fokus på at praktisere ahimsa. 

Vær til stede

Alt for ofte kommer vi til at skade os selv, eller dem i vores nærhed, fordi vi er trætte, uopmærksomme og bare sådan grundlæggende ikke til stede i det vi laver. Ofte i den rækkefølge, at vi er trætte og derfor uopmærksomme på vores medmennesker. Så kommer vi til at sige eller gøre noget, der sårer nogen. Herefter får vi dårlig samvittighed og ender med at være hårde overfor os selv. Eller måske har vi så travlt, at vi ikke rigtig er der med tankerne, med følelserne, med hele os, når vi er sammen med dem vi elsker. Måske føler de sig overset eller ligegyldige. Ofte ender vi med dårlig samvittighed og påfører dermed ikke kun de andre, men også os selv lidelse. Nogle gange er vi så energiforladte, at vi snapper af butiksmedhjælperen, pædagogen, vores børn, ven eller partner, fordi vi bare er trætte.

Så hvordan stopper vi det? Ved at komme til stede, der hvor vi er.

En af de vigtigste ting vi lærer i Yoga Sutra, er at kun gennem øvelse, gennem vores praksis, kan vi udvikle os. Vi kommer ikke til at vågne op en dag med evnen til at være nærværende og tilstede, det er noget vi skal øve. En af de mest effektive måder at øve nærvær og tilstedeværelse, er meditation. Gennem meditation, stopper vi op og kommer til stede, der hvor vi er. Med meditation som redskab, kan vi lære at stilne tankestrømmene, ønskerne om at være alle mulige andre steder, og lære at være med det, der er lige nu.  

Døm ej

Et andet aspekt af at ikke-skabe lidelse, er at lære ikke at fordømme. Fordømmelse har mange ansigter. Det kan være det onde blik, du sender rygeren, der vælger at stille sig lige ved siden af dig og pulse løs. Selv din oprigtige bekymring for en vens valg i livet, kan komme fra et sted af fordømmelse. Hvor du mener, at vide bedre på din vens vegne. Hvor du dømmer din ven ude af stand til selv at træffe gode valg for sig selv, i sit eget liv. Eller tankerne om, at du burde gøre mere, gøre bedre. Som er en dom over dig selv, for at være mindre end du mener, du burde. I alle tilfælde kan vi mindske fordømmelsen, ved at kultivere forståelse, accept og ikke mindst medfølelse.

Patanjali skriver, at vi, når vi har usunde tanker, skal erstatte dem med sunde tanker. Øvelsen her er at stoppe op, forstå at dine tanker kommer fra et usundt sted, og så arbejde på at kultivere sunde tanker. Jeg ved at mange bruger venlighed eller kærlighed som det sted, de vender tilbage til, for at fremme de sunde tanker. For mig personligt er medfølelse klart min favorit. Det at forstå mig selv og andre, at acceptere det sted vi kommer fra, og føle med, der hvor vi er lige nu.

Pas på dig selv

Når alt dette er sagt vil jeg gerne slutte med en fortælling, jeg har læst i Judith Hanson Lasaters Living your yoga. Det er en berømt historie om ahimsa som kommer fra Vedaerne, der er en samling af gamle filosofiske lærdomme fra Indien. En sadhu, eller en vandrende munk, havde en årlig runde rundt i landsbyerne, hvor han underviste. En dag da han kom ind i en landsby, så han en stor og truende slange, der terroriserede folket. Sadhuen talte til slangen og lærte ham om ahimsa.

Det følgende år, da sadhuen besøgte landsbyen, så han igen slangen. Dette engang storslåede væsen var nu tynd og forslået. Sadhuen spurgte slangen, hvad der var sket. Han svarede, at han havde taget læren om ahimsa til sig og var stoppet med at terrorisere landsbyen. Men fordi han ikke længere var truende, kastede børnene nu sten efter ham og hånede ham, og han var bange for, at forlade sit skjulested for at jage. Sadhuen rystede på hovedet. “Jeg frarådede vold,” sagde han til slangen, “men jeg har aldrig bedt dig om ikke at hvæse.”

Denne historie minder os om, at nok skal vi praktiserer ikke-vold, men at passe på os selv er også en del af ahimsa. Ahimsa er at tage ansvar for vores egen skadelige opførelse og forsøge at stoppe den skade vi påfører andre. Men en stor del af vores ansvar er også, at passe på os selv.

¹The Yoga Sutras of Patanjali, translation and commentary by Sri Swami Satchidananda

²The wisdom of yoga – a seeker’s guide to extraordinary living, Stephen Cope 

Desuden inspireret af Deborah Adeles online kursus The Yamas and Niyamas og Judith Hansson Lasaters Living your yoga