Satya – bliv fri af forestillingerne

Det her er 3. indlæg i blogserien om Yama og Niyama, som de beskrives i Yoga Sutra af Patanjali. Du kan læse mere om Yoga Sutra og Patanjali her. Denne gang skal det handle om satya, der betyder sandfærdighed og er 2. yama. Jeg vil gerne starte med at sige, at den her blogserie er mine fortolkninger af yama og niyama. I tusinder af år, har mennesker kontempleret for at forstå disse koncepter, så dette er blot et ydmygt bidrag som du, som læser, måske kan inddrage som en del af din kontemplation.

Sandfærdighed

For det første er det værd at bemærke, at yama generelt er lagt ud som tøjler. Vi har ahimsa (ikke-skade), asteya (ikke-stjæle) og aparigraha (ikke-gribe). Alle tre starter med “a”, der betyder “ikke” på sanskrit. Så er der brahmacharya, der betyder “gå med gud/den universelle ånd”, men også oversættes mådehold eller cølibat, den tager vi for sig en anden gang.

Hvad det lige nu er værd at hæfte sig ved, er at satya, ikke er defineret som ikke-lyve. Det er ikke lagt frem som et negativ, vi skal afholde os fra. Nej, i stedet vælger Patanjali den positive formulering; sandfærdighed. Vi skal tøjle os til sandfærdigheden. 

“Det er næsten som om vi er nødt til at afholde os fra, at gøre noget mindre end at fortælle den fulde sandhed.”¹

Deborah Adele

Hvor mange roller er du?

Jeg tror de fleste af os, må sige os skyldige i, i den ene eller anden sammenhæng, at have forsøgt at fremhæve os selv positivt. Ofte ved at udelade sandheder om os selv, eller måske ligefrem ved at komme med små hvide løgne. I mange tilfælde helt uden at bemærke det. Måske det bare er et indforstået nik om en bog eller serie, vi faktisk ikke har set eller læst. Måske det er i den meget selektive fremlæggelse af vores præstationer, vores familieliv, vores dedikation til en hobby eller hvad det nu kan være.

For mange sker det fuldstændig automatiseret i det vi påfører os selv en rolle, og med den rolle hører bestemte historier, som måske – måske ikke er sande. En af de store udfordringer for mange er, at vi ikke er vores hele selv. Vi er en del af os selv, med lidt fyld, der passer til rollen. For nogle er det så mærkbart, at de helst ikke ønsker at være i samme rum som hele deres familie og alle deres venner på en gang, for hvem skal de så være?

Ved ikke at fortælle hele sandheden om os selv, ved ikke at være hele vores sandhed, ender vi netop med blot at være en rolle. Og vi ender med en flad og ensidig rolle. En uinteressant person uden dybde og finurlighed. Samtidig ender vi med en halv person, og behovet for fyld, for en fuldendelse, og det leder uundgåeligt til brugen af historier. 

At praktisere sandfærdighed

Men hvor starter vi så? Selve ordet satya kommer af sat, der betyder “det som eksisterer, det som er”._² Når vi praktiserer satya, øver vi os i at se og være i tingene som de virkelig er. Det er ikke nogen nem opgave. Vi er alle født et bestemt sted og er gennem vores liv blevet fyldt med erfaringer, overbevisninger, værdier m.m.. Alt sammen noget, der giver os et bestemt perspektiv. Og ikke mindst et evigt foranderligt perspektiv.

Det betyder at det, der er sandt for mig, måske ikke er sandt for dig – eller for mig selv et år ude i fremtiden. At anerkende, at det er sådan det er, kræver ydmyghed. Ydmyghed over for hvert skridt i ens egen rejse og ydmyghed i forhold til andres forståelse af sandheden. Det kræver dybest set, at vi ikke tager os selv alt for alvorligt. Det lyder umiddelbart meget nemt, men for langt de fleste viser det sig meget sværere end man skulle tro.

B. Ravikanth skriver i sin oversættelse af Yoga Sutra³, at vi sjældent kender sandheden, men vi ved, når vi skaber, opretholder eller ytrer løgne, overdrivelser, forvrængninger og bedrag. Det ved jeg ikke, om vi alle gør hele tiden, men vi kan træne vores evne til at fornemme disse usandheder. Vi kan blive dygtige til at mærke den skurren, det skaber indeni, når vi fortaler os. For som med alle yama, er kunsten at blive os bevidste. Bevidste om vores egne mønstre. At forpligte os på at gøre det lidt bedre. At stoppe os selv. At praktisere afholdenhed. 

“Med hvert øjeblik af afholdenhed bliver sindet lidt mere gennemsigtigt. Lidt mere reflekterende. Lidt mere stille. Lidt mindre reaktivt.”⁴

Stephen Cope

Og midt i alt det her, huske os selv på: at praktisere er ikke at kunne i forvejen, det er at øve sig. Det er at hengive sig og have tiltro til at i selve det at øve sig, ligger nøglen til et lidt mere lykkeligt liv. 

Lev med din sandhed

Der er skrevet mangt og meget om satya og autencitet, men min største inspirationskilde på dette område er min lærer Steph Ball-Mitchell. Det giver lidt sig selv, at hvis vi skal være sandfærdige, må vi nødvendigvis også være autentiske. Det kræver mod at turde se sig selv i øjnene, forstå og acceptere sin egen sandhed. Det kræver integritet, at stå ved sig selv, når de grupper man tilhører ikke nødvendigvis ser tingene, som man selv gør. Og det er meget at forlange. At praktisere satya er at forlange meget af sig selv. Omvendt er det også enormt drænende altid at skulle være en bestemt udgave af sig selv. Det er drænende at lade som om.

Autencitet kommer fra et særligt sted indeni os. Det er først når vi er til stede i nuet og uden at smyge os om den varme grød, fortæller om vores oplevelse af verden, at vi for alvor kan være autentiske. Vi er nødt til at være i os selv, ikke i den vi sidder overfor, men i vores egen oplevelse, i vores egne følelser. Vi er nødt til at være her nu – ikke i hvilke konsekvenser det har for i morgen, eller hvordan det er påvirket af i går. Her er det vigtigt at huske ahimsa (ikke-skade). Vi må aldrig have så travlt med at leve vores egen sandhed, at vi skader andre. Ahimsa kommer først.     

Satya til hverdag

En af de tilbagevendende øvelser når det kommer til at praktisere satya er: sandhedsdagbogen – også kaldet den rigtige mig dagbog. Det er en dagbogsøvelse, hvor du hver dag i en periode skriver dagbog, men i stedet for bare at skrive det, der falder dig ind, er fokus på:

• hvor går du på kompromis med dig selv?
• siger du ja, når du har lyst til at sige nej?
• er du dig, eller er du dine roller?
• tilsidesætter du dine værdier for at passe ind?
• er der områder af dit liv, hvor du ikke fortæller sandheden?

Og ikke mindst en refleksion af hvorfor? Hvorfor lyver jeg? Det kan være en stærk øvelse. 

En anden og ofte overset praksis er stilhed. Simpelthen at være stille. Der er et gammelt ordsprog der lyder. Inden du taler bør du lade dine ord passere gennem tre porte. Er det sandt? Er det nødvendigt? Er det venligt? Hvis ikke det, du skal til at sige, lever op til de tre kriterier, skal du måske overveje stilhed. Samtidig kan stilhed være en åbning indadtil. Når ikke vi har travlt med at kommunikere ud til omverdenen, åbner der sig en verden indeni.    

¹ Satya a practice of truthfulness, Irene Petryszak https://yogainternational.com/article/view/satya-a-practice-of-truthfulness 

² The Yamas and Niyamas, Deborah Adele https://yogainternational.com/ecourse/player/the-yamas-and-niyamas

 ³ Sutra Number 2.36, Yoga Sutras of Patanjali: Nature of the Mind, the Universe, and the True Self Paperback, B. Ravikanth

⁴ frit oversat fra engelsk til dansk fra The wisdom of yoga – a seeker’s guide to extraordinary living, Stephen Cope